NUUK SNESKULPTURFESTIVAL
Om os
Om Nuuk Sneskulpturfestival
Nuuk Sneskulpturfestival blev holdt for første gang i 1994. Dengang var det ikke blot den første sneskulpturfestival i Nuuk, men også den første i Grønland!
Festivalen var initieret af Peter Barfoed fra Tegnestuen Nuuk A/S, som stod bag festivalen i en stor del af de 15 år, som sneskulpturfestivalen blev holdt. Sneskulpturfestivalen voksede sig hurtigt større og større, fra 21 hold i 1994 til op mod 50 hold, da festivalen var mest populær.
Sneskulpturfestivalen samlede folk fra alle mulige baggrunde; offentlige virksomheder, uddannelsesinstitutioner, private firmaer, familier og venner samledes i hold for at dyste om førstepladsen i kategorierne Nonfigurativ og Figurativ. Festivalen vandt også international opmærksomhed, med deltagere fra lande som USA, Canada, Norge, Sverige, Finland og Danmark.
Festivalen var dog ikke kun et samlingspunkt i kraft af de deltagende hold, men også i forhold til de mange besøgende, der kom for at se skulpturerne. Sneskulpturfestivalen udgjorde et ideelt udflugtsmål, om dagen for børnefamilierne og om aftenen for det nyforelskede kærestepar. Det er vores mål endnu en gang at gøre sneskulpturfestivalen til samlingspunkt for diversitet, kreativitet og glæde!